Fragilité med Iced Coffee

Denne lækre, marengssprøde fragilité med kaffesmørcreme er en vinder for de mokka- og nougatelskende kagespisere. Den koncentrerede Iced Coffee spiller godt op mod den fede creme og giver en fin balance mellem nougat- og kaffesmag.

Opskriften giver 14 stykker kage.

Fragilitébunde
150 g mandler eller mandelmel
150 g pasteuriserede æggehvider (det svarer til 3 bægre)
1 knsp. fint salt
240 g sukker
40 g hasselnøddeflager

Kaffesmørcreme
150 g blødt smør (helst ikke smørbart)
150 g blød nougat
180 g flormelis
6 pasteuriserede æggeblommer (det svarer til 3 bægre)
7 spsk. Iced Coffee

Fragilitébunde
• Tænd ovnen til 175˚varmluft.

• Pisk æggehvider og salt luftigt med en elpisker. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Massen piskes, til den er stiv som marengs. Hak mandlerne i en minihakker og vend mandelmelet i med en dejskraber.

• Læg bagepapir på to bageplader. Fordel marengsen i to lige store portioner på bagepladerne. Smør massen på de to bageplader ud til firkanter på 30 × 20 cm. Drys hasselnøddeflager på den ene bund. Bag de to bunde gyldne i ca. 15 min. Lad dem afkøle helt.

Kaffesmørcreme
• Pisk smør, nougat og flormelis sammen med en elpisker. Vær obs på, at nougaten skal være meget blød, for ellers kan den ikke piskes glat. Når massen har en ensartet konsistens, piskes æggeblommerne i lidt ad gangen. Rør til sidst 7 spsk. Iced Coffee i. Pisk cremen i ca. 1 minut.

• Halvér bundene, så du får 4 bunde af 15 × 20 cm. Læg de 4 bunde sammen med kaffesmørcremen imellem hvert lag. Læg en af bundene med hasselnøddeflager øverst. Sæt kagen på køl i mindst en time.

Servering
• Skær kagen ud i firkanter og sæt dem på køl, indtil de skal spises.

Tips
Denne kage kan være lidt tung, men en anelse syre kan lette den. Man kan eventuelt vælge at servere passionsfrugtcoulis eller appelsinsorbet til kagen. Man kan også drysse frysetørrede hindbær på et af lagene med kaffesmørcreme. En dejlig, varm kop kaffe eller et glas kold mælk med et shot Iced Coffee passer perfekt til denne kage.