Hele bønner eller formalet kaffe?

Alle os koffeinfri kaffedrikkere har sikkert prøvet at stå småfrustrerede i supermarkedet og kigge på kaffehylden. En ting er, at det kan være svært at finde mere end én slags koffeinfri kaffe at vælge imellem. Flere supermarkeder har desværre valgt slet ikke at sælge koffeinfri kaffe. En anden ting er overvejelserne omkring valget af hele kaffebønner eller formalet kaffe. Hos koffeinfri.dk vil vi altid anbefale, at man køber hele, ristede bønner og maler selv.

Hvis man er lidt mere hardcore kaffe-entusiast, kan man naturligvis vælge at købe de rå, grønne bønner og riste selv. Det giver uden tvivl en fin kaffeoplevelse, men hos os er udgangspunktet de ristede bønner.

Vi sværger til de hele bønner udelukkende af den simple årsag, at kaffen beholder flest mulige smagsnoter og aroma, når den ikke er formalet. Når en kaffebønne bliver kværnet, opstår der flere blottede flader, hvorfra den dyrebare aroma trænger ud, og på ganske kort tid er kaffen ”flad” i smagen. Det er rigtig ærgerligt, når man har brugt penge og tid på at finde en god kvalitetskaffe. Heldigvis er det ikke nogen større investering at købe en lille kaffekværn at starte op med. Vi vil garantere for, at du kan smage forskel på friskmalet og formalet kaffe.

Og hvis man finder ud af, at det føles helt rigtig at kværne sine egne bønner, så kan man altid skifte den lille startkværn ud med en mere avanceret model, hvor man kan indstille malingsgraden. Nogle gange ønsker man måske en fin maling til den stærke kop espresso. Andre gange skal stempelkanden på bordet, og der er behov for, at kaffen er grovere malet. Uanset hvad, så opnår man den mest smagsrige kop kaffe med en friskmalet bønne.